Fra bogens indledning (før fablen begynder):
Hvordan læser jeg bogen?

Fra kapitel 1: Om en tankefuld neuronskov
Kronologiske minder, tempokugler og flow

Selv om Pandelapperne var yderst kompetente til at organisere og lede hjernens kognitive og strategiske tankearbejde, havde de også deres begrænsninger. En af dem var, at de ikke formåede at arkivere udbyttet af hjernens tanker. De var ikke i stand til at vurdere, hvad der skulle kasseres, og hvad der skulle gemmes. Der holdt deres evner op. Også selvom kogni-teen var meget stærk.

Hippocampus var eksperten i hjernen, når det kom til at prioritere og gemme minderne, så de gav mening for ejeren. Og så de kunne findes igen. Hippo var også i stand til at strukturere oplevelser og tanker i kronologisk rækkefølge, så hjernens ejer havde en fornemmelse af tiden.

Selv om det var hulens svært at få tankerne til at ligge i en perfekt tidsorden, var der nogenlunde styr på det store billede af episodernes rækkefølge. Og hvis det ikke var for Hippo, ville ejeren slet ikke være i stand til at huske, hvornår hvad var sket. Ejeren ville heller ikke kunne huske noget af det, han havde oplevet for bare få minutter siden.

Hippo samarbejdede med flere beboere i hjernen for at få det omfattende tidsarbejde til at fungere optimalt. Et samarbejde der betød meget for ejeren, uden at ejeren egentlig tænkte synderligt over det.

Opfattelsen af tiden, og om tiden føltes hurtig eller langsom, blev organiseret gennem en stor Tankeprojektør, der lyste tanker op på Tankevæggen. Oplevelser, sanser og alle andre indtryk, der kom ind i hjernen, blev indfanget af en opslugende projektørlampe og oplyst som tankebilleder på væggen.

Inden billederne ramte Tankevæggen løb de gennem et rør med nogle små kugler, der gav ejeren en følelse af hurtig og langsom tid. Tempokuglerne, som de små kugler blev kaldt, bevægede sig i takt med ejerens oplevelser. De ledte tankebillederne gennem røret, og jo mere rodede kuglerne lå, desto langsommere føltes tiden for ejeren. Når kuglerne til gengæld lå snorlige, strøg projektørstrålen gennem dem, og ejeren havde en oplevelse af, at tiden fløj afsted.

De små kugler havde en tendens til at lægge sig i uorden, når ejeren beskæftigede sig med noget kedeligt, og derfor sneglede tiden sig afsted, når han stod i kø i supermarkedet. Til gengæld lå kuglerne i nydelig orden, og aftenen føltes så kort, når han var sammen med sine gamle venner og fortalte sjove vittigheder (se note herunder).

Note:

Norske nobelprisvindende forskere har i 2018 opdaget, at nogle celler (bogens tempokugler) i den del af hjernen, der kaldes lateral entorhinal cortex (bogens Tankeprojektør), organiserer sig, alt efter om vi laver noget spændende eller noget kedeligt. Når noget er spændende, lægger cellerne sig i lige rækkefølge, og det føles som om ’tiden flyver afsted’. Når det er kedeligt, ligger cellerne i uorden, og det føles, som om ’tiden snegler sig afsted’.

Moser, Edvard I, m. fl. Integrating time from experience in the lateral entorhinal cortex, videnskab.dk

Fra kapitel 3: Om søvn, kortisol og glemsomhed
Kortisolblå neurontræer 

Et af hjernens allervigtigste aktiver var de små blå mænd. De var nemlig ansvarlige for udbringning af et effektivt energitilskud, der hjalp ejeren med ekstra energi i pressede situationer. Uden dette tilskud kunne ejeren ikke koncentrere sig og holde Lystavlen tændt i længere tid ad gangen. 

Det var de små blå mænd, der hjalp ejeren med ekstra energi til at løse komplicerede og tankekrævende opgaver. Eller når han var tæt på en deadline og havde brug for at være ekstra hurtig og opmærksom for at løse opgaven til tiden. 

Bag på ryggen havde de små mænd hver en sprøjtebeholder, der indeholdt energitilskuddet i form af en kølig blå væske. De fordelte den flydende energi på udvalgte neurontræstammer, hvorefter træerne skiftede farve, og et blåligt skær lyste svagt fra dem. 

Hippo syntes, det var en utrolig smuk farve. Den virkede så ren og klar. Som om den signalerede, at alt andet end lige præcis dét, ejeren skulle koncentrere sig om, var uden betydning.

De små blå mænd servicerede både hjernens neurontræer og kroppens muskelceller. Med misundelsesværdig akkuratesse sikrede de ekstra energi til præcis de neurontræer og muskelceller, der var udvalgt til fokus.

Det energifyldte tilskud var et vidundermiddel og gik under betegnelsen ’Koncentrations Og Rednings Tilskud I Særligt Organiserede Leverancer’. Men i daglig tale kaldte de små blå mænd det bare for kortisol. 

Når der var roligt i hjernen, gik mændene fredeligt rundt på deres korte blå ben og hyggede sig med at stænke kortisol på neurontræerne. Det hjalp ejeren med at holde opmærksomheden på det vigtigste i nuet. De havde et forrygende samarbejde med Tankevæggen og kunne mærke det med det samme, når ejeren tændte for Lystavlen. Især, hvis de var under tidspres, og en vigtig deadline lå lige om hjørnet.

Hippo vidste, at Pandelapperne også var vældigt begejstrede for samarbejdet med de små blå mænd. For ved mændenes hjælp kunne ejeren både holde Lystavlen tændt i lang tid, og han kunne få den til at dække for næsten hele Tankevæggen, så de virkelig kunne komme i dybden med en banebrydende strategi. 

Desværre for Pandelapperne havde de små blå mænd dog retten til at flytte fokus over på noget andet, hvis alarmen lød, og kortisolenergien skulle bruges til en redningsaktion. 

Ved en fare skulle kortisolen fordeles på bestemte muskelceller i løbet af millisekunder, og her kom impulsracerne til undsætning. 

En lille blå mand passede perfekt ned i en impulsracer, og med et ekstra skud adrenalin-gas i tanken fløj impulsracerne rundt i hele kroppen med mændene i sædet, så de kunne sprøjte kortisol på udvalgte muskelceller og redde ejeren lynhurtigt.

Uden de små blå mænds egenskaber var ejeren for længst død, vidste Hippo, og han nød at se den smukke kortisolblå farve lyse fra muskelceller og neurontræer med høj energi.

Kortisoltilskuddet blev produceret på Binyretanken ligesom adrenalin-gassen, hvilket var særdeles praktisk, for når impulsracerne kørte i pit og blev tanket op med adrenalin-gas, kunne de små blå mænd skaffe friske kortisolforsyninger på samme tid. Det var virkelig smart, syntes Hippo.

Ligesom Hypofysen sendte besked til Tankpasseren på Binyretanken om at producere mere kortisol, gav Hypofysen også besked om at producere mere adrenalin-gas. Den lille runde Hypofyse havde et livsvigtigt ansvar for at balancere kroppens mængder af adrenalin og kortisol.

Man kunne nemt komme til at tro, at de små blå mænd bare var en slags sprøjteleverandører, der ikke tænkte selv, og som blot gjorde, hvad de fik besked på. Men de holdt faktisk øje med neurontræernes kortisolniveauer. De vidste godt, at det krævede ekstra meget energi for ejerens neurontræer at være på kortisol. Så mændene holdt godt øje med, hvor kortisolblå træstammerne var, og hvor længe de havde været det. Når mændene vurderede, at Neuronskoven havde fået rigeligt med kortisol i en periode, skyndte de sig op til Hypofysen med besked om at bremse kortisolproduktionen. 

Hypofysen havde også et godt samarbejde med Urkernen, der sikrede, at kortisolleverancerne fulgte en fast døgnrytme. Hver aften sendte Urkernen besked til Hypofysen om at bremse kortisolproduktionen. Herfra gik signalet videre ned til tankpasseren på Binyretanken, der straks satte produktionsmaskinerne på lavt aftenblus. 

Det begrænsede behov for kortisol om aftenen betød, at de små blå mænd kunne lægge sig rundt omkring i Neuronskoven og slappe af, mens de sludrede fredeligt om dagens opgaver. 

Men ud på de sidste nattetimer vågnede de op igen for at hente nye forsyninger af kortisol på Binyretanken. Den kølige friske blå energivæske sprøjtede mændene på neurontræstammerne, og derfor var der et ekstra lag kortisol i neurontræerne tidligt om morgenen. Hippo nød synet af den gryende morgenstund, når Neuronskoven lå badet i det kortisolblå skær.

Måske var det en blanding af roen i hjernen og det ekstra lag kortisol i neurontræerne, der gjorde ejeren ekstra god til at hente inspiration på Tankevæggen om morgenen. Hippo vidste ikke, om det var sådan, det hang sammen, men han tænkte, at muligheden var der. 

Smart men sårbar kortisolblokering om aftenen

Det gamle grantræ med koglekirtlen kunne se, at Hippo stod i sine egne tanker, og det tålmodige træ lod ham være. Efter et stykke tid afbrød træet dog alligevel forsigtigt. 

“Du ser tænksom ud, min ven,” brummede grantræet roligt. 

Det gav et sæt i Hippo. “Åh ja,” svarede han. “Det bekymrer mig, at du kan mærke kortisol i din træstamme. Og jeg faldt lige i staver over de små blå mænd og kortisolniveauet i skoven. Jeg kom til at tænke på, at de plejer at ligge og slappe af i græsset ved aftenstid. Og at kortisolniveauet normalt daler på dette tidspunkt. Men for tiden ser jeg ser dem ikke ligge og hvile sig om aftenen.”

“Du har helt ret, Hippo.” Grantræet så alvorligt på ham. “Normalt daler kortisolniveauet om aftenen, men i de seneste uger er de små blå mænd også begyndt at komme forbi med deres energitilskud om aftenen. Endda i impulsracerne!”

“Men kan I da ikke bare blokere med jeres receptorer? Altså de dér klapper der blokerer for kortisol, så I ikke får for meget,” spurgte Hippo undrende.

Hippo vidste, at neurontræerne levede og åndede i tæt samarbejde med skovens døgnrytme, og selvom træerne nød at suge kortisoltilskud i sig, så var de udmærket godt klar over, at for meget kortisol i deres træstammer ville have yderst skadelige konsekvenser for ejeren. 

Derfor var neurontræerne selv i stand til styre kortisolmængden i deres stammer. Træerne var udstyret med nogle smarte blokadeklapper på ydersiden af træstammerne, der lukkede sig, når de havde fået nok kortisol. Med denne vigtige evne kunne træerne selv regulere, hvor meget tilskud de ville suge i sig. 

Neurontræernes fredelige kliklyde fra klapperne, når de åbnede og lukkede sig, var en del af Neuronskovens klang, og Hippo nød at ligge i græsset og lytte til blokadeklapperne. Klik, klik. Klik, klik. Klik, klik. Han tænkte, at det måtte være ligesom, når hjernens ejer en gang imellem sad i haven og lyttede til fuglene. 

“Har du nogensinde bemærket, at kliklydene fra klapperne bliver erstattet med en hviskende susen om aftenen, Hippo?” 

Hippo stirrede på grantræet. Nogle gange var det som om, træet kunne læse hans tanker. Jo, det havde Hippo bemærket, og han syntes, at den blide susen fra træerne virkede så dejligt afslappende på ham. 

“Ved du, hvorfor klikkene bliver til susen?” fortsatte grantræet. 

Det havde Hippo faktisk aldrig tænkt over, og han rystede spændt på hovedet, mens han ventede på et svar. 

“Ser du,” forklarede grantræet og bevægede sine klapper, så kliklydene bølgede op og ned ad hans høje træstamme. “Vi neurontræer bruger meget energi på at lukke af for kortisol om dagen. Selvom blokadeklapperne er små, skal der styrke til at kontrollere dem. Vi samler kræfter til den næste dags kortisolblokering ved at afspænde klapperne om aftenen. Så næste gang du hører skovens aftensusen, ved du at det kommer fra træerne, når vi lufter vores blokadeklapper.”

Træet viste Hippo, hvordan de runde klapper viftede blidt i morgenbrisen, og kliklydene blev erstattet af den beroligende susen, der plejede at lægge sig over skoven ved skumringstid. 

I det samme kom en flok små blå mænd forbi og sprøjtede kortisol på træet. Grantræet skyndte sig at smække sine klapper i.

“Men kan du ikke bare blokere med klapperne om aftenen, som du gjorde lige nu?” spurgte Hippo. 

“Desværre nej,” svarede grantræet. “Jeg er ligesom programmeret til at slappe af om aftenen. Det er for at sikre, at jeg har energi nok til næste dags udfordringer. Urkernen hjælper os med at mærke døgnrytmen, så alle træerne automatisk afspænder blokadesystemet hver eneste aften. Det er ikke noget, vi styrer. Det sker helt af sig selv .”

Hippo stirrede på grantræet, mens en frygtelig indsigt gik op for ham. 

“Betyder det, at træerne ikke kan lukke af for kortisol om aften?” spurgte han rædselsslagen. 

Grantræet nikkede og overlod det til Hippo selv at finde ud af, hvilke konsekvenser det havde for skoven. 

Der gik lidt tid. Hippo tænkte, og grantræet fulgte forvandlingen i sin vens udtryk, mens Hippo indså, hvor alvorlig en situation de var på vej ind i. 

“Okay,” sagde Hippo langsomt. “Neurontræerne kan ikke lukke af for kortisolmængderne om aftenen. Det betyder, at I suger ekstra meget kortisol om aftenen, hvis de små blå mænd kommer forbi med sprederne.”

Han så spørgende på grantræet, der nikkede bekræftende og lod Hippo fortsætte: “Jeg ved, at de små blå mænd ikke kan se, hvor meget kortisol der er inde i træerne. De kigger kun på ydersiden af jeres træstammer. Så i dagtimerne viser I de blå mænd, hvornår I har fået nok kortisol. Men om aftenen kan I ikke vise det, fordi I kommer til at suge alt til jer på grund af jeres åbne blokadeklapper.”

Grantræet bekræftede med et afventende nik, inden Hippo konkluderede på sine tanker: “Det betyder, at de små blå mænd misforstår situationen, fordi de ikke kan se, hvor meget kortisol I i virkeligheden har i jer. Og de er jo så hjælpsomme og gavmilde med deres kortisol, at de bare sprøjter endnu mere på jer, selvom I har rigeligt i jeres neuronstammer i forvejen.”

Grantræet luftede sine klapper igen og smækkede dem alle sammen i på én gang med et højt klik. Eller så højt som klikket nu kunne lyde.

“Men du lukkede da af lige før, da der kom en flok små blå mænd forbi,” sagde Hippo mistroisk.

“Ja, men det er jo også morgen nu, Hippo. Vi lufter automatisk vores klapper om aftenen. Om morgenen har vi normalt kræfter til at lukke af igen.” Grantræet så opmærksomt på Hippo. 

“Og en enkelt aften eller en uges tid med ekstra kortisol skal vi træer nok klare,” fortsatte træet. “Problemet er, at det her har stået på gennem flere uger, og vi er blevet trætte. Flere af neurontræerne er allerede så udmattede, at de ikke længere kan nå at blokere i tide i dagtimerne, og de har efterhånden fået alt, alt for meget kortisol i sig. Jeg mærker, hvordan kortisolniveauet i hele skoven vokser hver eneste dag.”

Grantræet sukkede og faldt lidt opgivende sammen, inden det fortsatte.

“Hvis bare ejeren ville sørge for at få sin søvn og holde op med at kræve så megen energi af sin hjerne hver eneste aften. Så ville vi kunne nå at afspænde vores klapper, og vi ville få vores kræfter tilbage.”

“Skal han bare sove en enkelt nat, og så er det godt igen?” spurgte Hippo og tænkte på, om han kunne sende nogle kedelige eller søvndyssende minder op på Tankevæggen for at få ejeren til at sove. 

“Under normale omstændigheder vil jeg kunne sige ’ja’ til dit spørgsmål,” svarede grantræet, mens det tænkte, så det knagede i den gamle stamme. “Men vi er nået så langt ud denne gang, at vi har brug for mere end en enkelt nat. Det bedste, vores kære ejer kan gøre, er at slappe af om aftenen, sove om natten og tage sig en lur i løbet af dagen, når han kan mærke, at karrusellen kører for hurtigt, eller han har uro i kroppen. Bare 5 minutters ro uden tanker er en stor hjælp for os.”

“Vi får aldrig vores ejer til at tage sig en lur i løbet af dagen,” sagde Hippo og smilede skælmsk til det gamle træ. 

“Det har du nok ret i,” sukkede grantræet. “Men lidt tankero nogle gange i løbet af dagen hjælper også.”

Det mente Hippo, at ejeren allerede havde styr på. “Han er da god til at hente en kaffe eller lige at sidde et øjeblik, inden han går videre med en opgave. Og han skal tit gå nogle minutter for at komme til et nyt mødelokale,” protesterede han. 

“Prøv at lægge mærke til, at ejeren bruger mobilen mellem møderne og ved kaffemaskinen,” svarede grantræet tørt. “Han holder Tankekarrusellen i gang, tænder Lystavlen og har et konstant forbrug af kortisol. Når han opdager en mail, han ikke forstår, eller som bekymrer ham, starter Mygge en lille alarm, der kræver endnu mere kortisol, og så kan du vist regne resten ud.”

Hippo nikkede, og grantræet fortsatte: “Og vi skal huske på, at det her gælder hele ejerens døgn. Vi kan ikke skille hans arbejde og privatliv ad. For at kunne koncentrere sig skal han også huske på at give sig selv fred, når han kommer hjem.”

Det kunne Hippo godt se. Han mærkede, hvordan han fik lyst til at gøre noget. “Jeg skal lige forstå, hvad afslapning og tankero det er,” sagde han. “Skal han så sidde helt stille eller meditere for at få ro?” Hippo var allerede i gang med at starte en snedig plan, der skulle få ejeren til at tilmelde sig et meditationskursus.

“Nej, nej, nej,” klukkede grantræet. “Det er sjovt. Der er så mange mennesker, der tror, at meditation er den eneste vej ud af en presset periode. Det vigtigste er, at han gør noget, han godt kan lide, og som får hans hjerne til at slappe af ved at bare at være til stede i nuet uden at tænke på fortiden eller fremtiden. Og at han gør det hver dag. Helst flere gange om dagen. Alle mennesker er forskellige, og de udvikler sig gennem hele livet. Sidste år var ejeren glad for at høre musik. Måske kan musik hjælpe ham igen. Men det kan også være, at det er noget andet end musik, der skal til i år. Måske vil han hellere gå tur i skoven, eller løbe en afslappende runde uden pulsmåler og træningstracker, eller tage sig god tid til at lave lækker aftensmad. Og så er det vigtigt, at han får sovet igen. Meget vigtigt.”

“…og stopper med at bruge så meget kortisol om aftenen!” fortsatte Hippo for at vise, at han havde fanget pointen med kortisol om aftenen, når neurontræerne var sårbare. “Men hvad med de aftner, hvor han er sammen med sine venner? Burde han så ikke hellere sidde derhjemme og slappe af?”

Grantræet smilede til Hippo. “Sociale sammenkomster, der gør ham glad, hjælper os neurontræer meget. Det får de små blå mænd til at slappe af, impulsracerne med adrenalin kører i garage, og i stedet for kortisol opstår der en anden behagelig hormonel energi i vores træstammer. Men den energi fortæller jeg dig om en anden dag,” skyndte grantræet sig at sige, da det så nysgerrigheden vokse i Hippo. 

“Sig mig,” sagde grantræet i stedet, “er du ikke blevet lidt mindre, end du plejer at være?”

Hippo så overrasket ned af sig selv. “Mindre? Mig?” udbrød han. “Det tror jeg bestemt ikke. Jeg har den størrelse, jeg har haft længe.”

Grantræet svarede ham ikke men så betænkeligt på Hippo og nikkede langsomt. 

“Nåh,” sagde Hippo. “Jeg må hellere komme op til Pandelapperne for at se, om de har fået et nyt Erindringskort klar til Mygge.”

Hippo slog et smut indenom Hypofysen på vej op til Pandelapperne for at spørge ind til ærtens holdning om sagen med kortisolniveauerne. Han vidste godt, at en nervøs Mygge og et højt kortisolniveau sjældent var en god cocktail. Og det var jo Hypofysen, der var ansvarlig for produktion og uddeling af kortisol.